Svineavlerne er hårdest ramt af tør sommer

Den tørre og varme sommer skabte problemer for landbruget, da høstudbyttet på hvede næsten blev halveret. Det skabte stigende priser på korn, som gik hårdt udover svineavlerne, der skulle købe foder, samt at de blev ramt af faldende priser på svin.

Af Martin Søndergaard Jensen

Svineavlerne er blevet ekstra hårdt ramt af den tørre sommer. Kombinationen af faldende priser på svin og stigende priser på korn har givet store udfordringer. Udbyttet på hvede er faldet fra 5 millioner ton i 2017 til 2,7 millioner ton i 2018, hvilket giver stigende priser. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er det samme billede, man ser generelt for korn, hvor udbyttet af for eksempel byg er faldet med 400 millioner kilo, på trods af arealet er steget med 15 procent.

Mange svineproducenter har selv marker til at kunne fylde deres foderbeholdning op, men med det lave udbytte, så skal de ud og købe foder til dyre priser. Det fortæller Troels Toft, sektordirektør for planter i SEGES, som er tilknyttet Landbrug og Fødevarer.

Ikke alle ramt lige hårdt

Nogle svineavlere har dog ikke mærket ligeså meget til konsekvenserne af stigende priser på korn. Det siger svineproducent Kasper Thing Andreasen.

”Det faldende udbytte på korn opvejes i nogen grad af, hvor meget prisen stiger korn, så for mig har det ikke haft de helt store konsekvenser endnu.”

Han ser dog store udfordringer for sig, hvis høsten i 2019 igen bliver dårlig.

”Jeg håber især på stigende priser på svin, da det ville give den mest sikre indtægt og vil kunne give den største sikkerhed i at kunne bestå og kunne opveje de høje kornpriser.”

Håb forude trods flere konkurser

De dårlige tider for landbruget har også fået konsekvenser for, hvor mange der er gået konkurs. Antallet af konkurser i 2018 var på 178, men alene i januar i år er 24 gået konkurs ifølge Danmarks Statistik. Troels Toft frygter et boom i antallet af konkurser i starten af 2019 på baggrund af et dårligt 2018.

Der kan dog være bedre tider på vej i 2019 for svineproducenterne, mener Troels Toft.

”Der er svinepest i Kina, som vil være med til at gøre efterspørgslen på danskproduceret svin større, hvormed prisen vil stige igen,” slutter Troels Toft.

You may also like...